© 2022 Jannie Halle
Forlag: Books on Demand GmbH. København, Danmark
Tryk: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
ISBN: 978-87-4303-839-9
Til min elskede familie.
1000 TAK for
jeres evige støtte.
Uden jer…
Til Nina Bentzon-Ehlers og
Helle Iwanovius Storch.
TAK for de kærlige skub.
I starten af 1800-tallet emigrerede et irsk folkefærd til Amerika - det forjættede land. Få blev til flere og en lille landsby af nybyggere blev dannet. Byen kaldte de Jackson Town.
Præsten i det lille samfund var en stor mand, med ekstrem magt og indflydelse på alt hvad der foregik. Med Gud i den ene hånd og vanvid i den anden, drev han menigheden ud i ekstremer. Det blev en virkelighed, hvor liv og død, skyld og skam, samt magt og begær gik hånd i hånd.
Indianerne i området spillede en stor rolle. De så, hvad alle havde været blinde for.
Denne serie følger datteren af den vanvittige præst - hendes liv på godt og ondt. Et liv, der var farvet fra hendes første åndedrag – måske endda fra endnu tidligere. Pigen blev kaldt Pappi.
Hun sad i vindueskarmen og iagttog månen og det sølvlignende lys, som strømmede fra den i gavmilde mængder. Der var fuldmåne og som altid kunne hun ikke sove, når den lyste så klart og vidunderligt – næsten magisk. Mr. Jones lå mageligt i hendes skød og nød de blide kærtegn. Den var en lille, hvidpelset størrelse, med et pjusket udseende og et udpræget, arrigt temperament, der ofte viste sig ved så voldsom gøen, at hele dens lille krop, dirrede i takt med hver eneste utilfredse tilkendegivelse. Hun så kærligt på ham og bøjede sig, så hun kunne plante et kys, på den kolde snude. Det var de færreste, der delte hendes ubetingede begejstring for den lille uldtot, men den var hendes bedste ven. Faktisk hendes eneste.
Folkene i landsbyen så på hende med en blanding af medlidenhed, frygt og foragt. Da hun var yngre og i barnlig uvidenhed beskrev hvordan månen drillede og dragede hende om natten, eller fortalte om hvordan hun var sikker på, at blomsterne på marken talte til hende om deres helbredende egenskaber, begyndte alle at se på hende med bestyrtelse i blikket. Mødre ville genne deres små børn i en anden retning, når de tilfældigt passerede forbi hinanden. De måtte ikke lege med det mærkværdige og tilmed misdannede barn. De større børn ville i bedste fald ignorere hende, men de fleste grinede bag hendes ryg og kaldte hende modbydelige øgenavne. Landsbytossen var et af dem. Djævlens horeunge et andet. De havde ligefrem en indbyrdes leg, hvor de efterlignede hendes tosserier. Det udløste masser af latter og styrkede deres fællesskab i enighed om, at den mærkelige pige var sær. Godt, de ikke var som hende!
Endnu værre var den ene gang, hvor hun havde sagt til to af landsbyens piger, at hun var sikker på, alle mennesker havde flere liv og dermed blev født mange gange. Det snakkede hun aldrig om mere! De havde smidt kurvene med æblerne, de netop havde plukket og var løbet skrigende hjem. Samme aften havde deres forældre, med oprevne, tangerende til skingre stemmer, fortalt hendes far og mor, hvordan deres forfærdelige datter skabte rædsel for deres små pigebørn, når hun med vilje fortalte løgnagtige usandheder, der nærmede sig Guds bespottelse. Pappi havde med vantro, tårevædet øjne bedt om tilgivelse, mens hun råbte undskyld, hver gang slagene haglede over hende, selv om hun ikke anede, hvad forbrydelsen var. Lige lidt hjalp det. Faderens ubønhørlige hånd havde ramt igen og igen, så han var sikker på at efterlade tilstrækkelig med blå mærker, på hendes lille, rystende krop. Landsbyens borgere måtte ikke tvivle på, han kunne effektuere det, han så ivrigt prædikede om hver eneste søndag. Til sidst havde han efterladt hende på køkkengulvet, tårevædet og våd efter at have tisset i bukserne af skræk. Hun havde kun været 6 år, men hun havde forstået budskabet – tydeligt. Det vilde udtryk i faderens ansigt, ville hun aldrig glemme. Ej heller moderen, der stod i døren til soveværelset, med armene over kors og bare betragtede det hele. Den store gryde med småsimrende æblegrød over ildstedet havde efterladt en sur/sødlig duft, der normalt pirrede hendes næsebor, men efter denne aften, havde den liflige duft forandret sig til en stank, hun kun med nød og næppe udholdt. Det havde sat en effektiv stopper for den slags udtalelser. Nu delte hun aldrig sine tanker med andre end Mr. Jones. Det var meget hemmelige tanker og dem kunne ingen bestemme over, sagde hun til sig selv med en trodsighed, der til tider skinnede igennem, uden et eneste ord.
Hun blev kaldt Pappi – en forkortelse for Pappilon, som hendes far mente betød sommerfugl på et helt andet sprog. Hun blev født en varm sommerdag i 1811 og senere døbt Sharon, opkaldt efter sin farmor, der var gået bort, kort tid før hun blev født Men hendes far ville ikke have navnet besudlet af datterens dæmoniske væsen, som han følte sig fuldstændig sikker på, var en realitet. Så derfor tilnavnet Pappi. Hun var født med et rødt mærke på den højre kind, der strakte sig fra underkanten af øjet og helt ned til næseroden. Mærket lignede en sommerfugl. Djævlens værk, mente faderen. Aldrig havde han set så grimt et barn og det faktum, at moderen ikke havde kunnet gå efterfølgende graviditeter til ende, var endnu et tegn på, at djævlen havde en finger med i spillet. Faderen bebrejdede moderen at have givet liv til sådan en skabning. Den ene gang efter den anden, beskyldte han hende for at have undfanget Pappi med en anden mand. En vantro mand. Han selv kunne umuligt dele kød og blod med det barn!
Hvor Pappi dog hadede det mærke. Hadede at alle så på hende med afsky. Hadede at være datter af en præst, som forsøgte at drive djævlen ud af hendes krop på mange forskellige, afskyelige, smertefulde og fornedrende måder. Hun skulle f.eks. gå uden overtøj en hel vinter, selv om det var den koldeste i mands minde. Det skulle nok drive djævlen ud, mente hendes far. Det eneste der skete den vinter var, at hun fik så voldsom en lungebetændelse, at det næsten tog livet af hende. En anden af djævleuddrivelserne gik ud på faste. Det var den metode, præsten mente var mest effektiv. I dagevis levede hun udelukkende af vand – og hun skulle blive ved med at faste, indtil hun til sidst besvimede. Det var grunden til, at Pappi var sygelig tynd. Hendes, i forvejen store lysegrønne øjne, fyldte unaturligt meget i det lille, magre ansigt og ribbenene taltes tydeligt på både for- og bagside. Det lange naturkrøllede kobberfarvede hår, syntes at være den mest dominerende del, af hendes fremtoning. Det faldt i kaskader omkring den arrede, mishandlede skikkelse, og nåede et godt stykke under hoftehøjde.
Ikke en eneste af djævleuddrivelserne virkede efter hensigten. Den røde sommerfugl blev stædigt siddende hvor den var. Og for hvert eneste mislykket forsøg, blev faderens raseri og intensitet i djævleuddrivelserne mere og mere voldsom. Hun forsøgte at gøre sig så usynlig som mulig. Så aldrig direkte på nogen i landsbyen og slet ikke på sin far - og tog aldrig til genmæle, selv om den ene modbydelige bemærkning efter den anden blev slynget efter hende. Hun lod sig heller ikke mærke med sin frygt. Ej heller, at hun følte et kæmpe svigt fra sin mor. Ikke engang hun, lod til at bryde sig om hende. Nej, Pappi gik med bøjet hoved og lod folk tro, det som de helst ville. Det der var blevet til sandheden for dem. Men hvad de ikke så, var pigen bag den tillærte, næsten selvudslettende maske. HUN holdt hovedet højt og følte næsten medlidenhed med deres sørgelige uvidenhed. Hun kendte den rigtige sandhed.
Tårerne strømmede ned over kinderne. Hun græd musestille. Kun om natten, når ingen andre så og hørte, slap hun følelserne fri, når selv den stolte, vidende Pappi ikke kunne klare presset. Mor og far måtte især ikke høre, hun græd. Velopdragede piger sad ikke i vindueskarmen og skabte sig midt om natten. I øvrigt havde hun heller ikke noget at græde over, mente de. Hun skulle være taknemmelige for, at sådan en som hende, var født i et kristent hjem og så ovenikøbet være beriget med en far som præst. Det var den eneste grund til, at djævelen ikke allerede havde fået så meget magt over hende, at endnu flere ulykker havde ramt hende, familien og landsbyen. Det var sandheden, de så indgående troede på og levede efter.
Hun kom til at tænke på sin elskede bedstefar, som var gået bort sidste vinter. Hán forstod hende. Når de var helt alene kneb han hende blidt i kinden med sommerfuglen og hviskede med et glimt i øjet:
”En dag, min pige, vil du blive set for hvem du er, og din sommerfugl vil sprede sine vinger og flyve afsted – helt op i lyset til alle de andre sommerfugle.”
Så lo de, og snuppede endnu en småkage fra den dåse, mor havde sat på den øverste hylde, kun til helt særlige lejligheder. Bedstefar sørgede altid for at sætte låget forsvarligt fast igen og placerede dåsen, præcis hvor den skulle stå. Hemmeligheden om småkagerne havde været så vidunderlig at dele.
Det var ham, som havde lært hende om urternes lægende egenskaber.
”Se Pappi – disse urter hedder padderokker. Du kan kende dem ved, at de har stængler, der sidder på hele planten. Hvis du blander dem med døvnælde, dem med de hvide blomster jeg viste dig i går, så har du et fremragende middel mod sår.”
På samme måde havde han fortalt hende, at hyld kunne holde forkølelse fra døren om vinteren og at kamille og Læge oksetunge kunne lindre hoste – og at Bark fra piletræer kunne modvirke smerter. Bedstefar var for længst holdt op med at tale om sin viden i landsbyen. Også han var anderledes, men han havde opnået respekt, pga hans fremragende egenskaber, som planteavler. Han var nytænkende og havde intuitiv fornemmelse for, hvilke afgrøder, der ville give mest afkast, næste år. På den måde spillede hans ord en stor rolle, for om landsbyens folk gik i seng med tomme eller fyldte maver.
Igen og igen advarede han Pappi om, ikke at dele sine tanker og ideer med andre.
”Det kan være farligt for dig, min pige. Lov mig, at du aldrig mere fortæller om månen eller blomsterne”
havde han sagt – og det lovede hun. Det var deres helt særlige hemmelighed.
Bedstefar fortalte også om verdenen på den anden side. At sjæle aldrig kunne dø og at der fandtes flere liv for hvert menneske. Det var den største hemmelighed af dem alle. Pappi havde elsket deres lange gåture, langt væk fra alle andre.
Hvor hun dog savnede ham! Han var en helt vidunderlig bedstefar. En af dem med kloge og kærlige øjne. En der lyttede og forstod. Hans ord havde vægt, også når han talte med hendes forældre. Han var hendes beskytter, hendes lærer. Han var hendes et og alt.
Med en irriteret bevægelse tørrede hun kinderne med bagsiden af sine hænder.
Igen iagttog hun månen, sukkede og foldede så sine hænder. Hun bad sin bøn. Den der kun var hendes. Endnu en af hemmelighederne.
DEN FORBUDTE BØN:
Kære Gud.
Jeg beder dig passe på alle dem jeg kender, dem jeg
har kendt og dem jeg kommer til at kende.
Jeg beder dig om styrke til at holde fast i det jeg ved
er sandheden.
Jeg beder dig give mig styrke til at skjule, hvad jeg
ved at de andre ikke ved.
Jeg beder dig - giv min sommerfugl vinger, så jeg
kan flyve.
Lydløst listede hun, bærende på Mr. Jones, tilbage til sengen. Han rørte på sig og slikkede hende kærligt på hagen.
”Under dynen med dig” Hviskede hun – og faldt endelig i en drømmeløs søvn, med armene om sin ven.
Næste morgen var det søndag. Moderen var tidligt oppe og i fuld gang med at lave grød og skære brød til morgenmaden.
”Skynd dig, at få noget at spise” sagde mor.
”Vi skal være i kirke om en time og du ved jo godt, at du skal vaskes inden”
Pappi satte sig og betragtede tallerkenen med den dampende majsgrød, sødet med blomsterhonning. Duften kildede næseborene, men udløste ikke en naturlig lyst til at smage, som hos andre mennesker. Ganske langsomt fyldte hun skeen og pustede på grøden. Hun spiste langsom og småt. Efter så mange og voldsomme faste perioder kunne hendes mave ikke indeholde store mængder mad. Egentlig kunne hun sagtens undvære mad, hvis ikke lige det var fordi, hun så til sidst ville dø af underernæring. Maven havde efterhånden vænnet sig så meget til den knugende fornemmelse af sult, at det var blevet det normale. Efter hver faste, fulgte der en pinefuld periode, hvor selv ganske små måltider kunne være for meget for den udhungrede mavesæk. Det havde hun lært på den hårde måde, ved efterfølgende voldsomme opkastninger, som hendes far tolkede, som en besked fra Gud om, at det var det helt rigtige de gjorde, når de forlangte faste af deres misdannede datter.
Pappi vidste alt om, at hun skulle vaskes inden gudstjenesterne. Det var en tilbagevendende begivenhed hver søndag. Selv om hun nu var 13 år, insisterede moderen stadig på at skrubbe hende fra top til tå, med den hjemmelavede, lavendelduftende sæbe, som efterlod huden brændende og svidende i en skarlagensrød nuance. Pappi kneb øjnene sammen i smerte og ydmygelse, mens den forbudte bøn gentog sig i hendes indre, indtil den næsten rituelle forestilling fik ende.
Derefter blev håret flettet i to tykke, lange, kobberfarvede fletninger, alt imens hendes mor med irriterede, hårde bevægelser bedyrede, at et uheld sjældent kom alene. Det var ikke velset med et hår med så mange ustyrlige krøller og da slet ikke et hår i den farve. Havde den røde nuance dog bare været den fine, sarte, næsten lyse nuance, i stedet for den flammende, dybe røde. Hvordan kunne det dog ske, at hun havde født et barn med så mange fejl! Men kjolen! Den var til gengæld ren og pletfri. Ankellang og lyseblå, med en krave så hvid, at ens tanker blev henledt på nyfalden sne. Kysen var ligeledes lyseblå med en bred skærm og hvide bånd, der blev bundet under hagen med en meget nøjagtig sløjfe.
”Jeg kan i det mindste sørge for, at hendes tøj er lydefrit”, havde hun sagt til Pappis far, da hun endnu engang blev bebrejdet at have født sådan en datter.
”Når vi kommer ind i kirken, så sætter du dig helt inderst i højre side og løfter kun hovedet efter velsignelsen er blevet sagt”
”Ja, mor” Svarede Pappi og tænkte, at det var den samme samtale, eller nærmere enetale, hver eneste søndag. Ikke at den var nødvendig, men moderen havde et nærmest panisk ansigtsudtryk, alt imens hun gentog sig selv, instruerende og formanende om, hvorledes hun skulle sidde og opføre sig. Der skulle snakkes mindst muligt om deres uperfekte familie. Skampletten på landsbyen. Det var deres redning, at faderen var præst, og at han hver eneste søndag bedyrede, at hvis bare hele landsbyen troede og bad nok, så ville skampletten forsvinde. Det ville være et tegn fra Gud om, at landsbyen var rettroende mennesker. Af samme grund var det svært at gøre sig usynlig i kirken. Alle holdt nøje øje med, om bønnerne havde båret frugt siden sidste søndag. Men sommerfuglemærket sad rødt, lysende og uændret på Pappis kind, den ene søndag efter den anden. Mest af alt handlede de tilbagevendende prædikener om, at få forbandelsen, og dermed mærket, til at forsvinde. Stort set alle ubehageligheder blev sat i forbindelse med Pappi. For eksempel det år, hvor høsten slog fejl. Eller året, hvor samhandlen med indianerne var slået fejl og der efterfølgende var spottet truende indianere i området. Efter sådanne begivenheder, skulle der udrenses ekstra godt. Det betød endnu længere faste perioder for Pappi, endnu voldsommere afvaskninger og endnu flere timer i kirken med blikket rettet mod korset, overvåget af hendes far. Hun skulle bede om nåde, så landsbyen igen blev sikker.
Pappi troede ikke på Gud. I hvert fald ikke den, faderen så fanatisk tilbad. Den Gud var straffende. Den Gud gjorde ondt. Hendes Gud var lys og håb. Så i de endeløse timer, hun blev tvunget til at spendere på knæ foran korset, drev hendes tanker helt andre veje. Meget, meget forbudte veje. Hun tænkte på bedstefar og alle hemmelighederne. På alle de farverige blomster på markerne, der indeholdt så mange spændende kvaliteter og på det mest spændende: Livet på den anden side.
Hver eneste søndag identisk med den foregående. Alligevel havde Pappi ondt i maven, inden de skulle afsted. Hænderne var våde af sved og hjertet hamrede så voldsomt i brystet, at hun af og til skottede ned over kjolen. Tænk hvis det kunne ses uden på! Det måtte ikke ske. Den svaghed ville hun ikke vise. Den forbudte bøn, lød i hendes indre. Ordene beroligede hende og efter mange års læring, tog hun den ligegyldige, ydmyge ansigtsmaske på, som hele landsbyen forbandt hende med. Hun gjorde sig klar.
Smedens sønner sad ved morgenbordet og spiste brød med rigeligt smør og honning. Når moderen ikke så det, sparkede den ældste sin irriterende lillebror over skinnebenet, i forsøg på at få den evige talestrøm til at stoppe. Lillebroderen enten talte, råbte, sang eller skreg højlydt fra morgen til aften. Faderen brummede, at de begge skulle holde op. Alt var som det plejede. Til dagligt hjalp Benjamin sin far på smedeværkstedet eller med hestene, så slap han for den irriterende unge. Men i dag var det søndag – dagen hvor alt arbejde blev sat på pause. Han drømte om sit eget smedeværksted en dag. Drømte om, hvordan han kunne lave hestesko, knive og forskellige beslag ved hjælp af ambolt og hammer. At kunne skabe og at kunne gøre en forskel for landsbyen. Han drømte om et liv, hvor han mest af alt, i ro og mag, kunne arbejde og være blandt hestene uden forstyrrelser. Benjamin var stor af sin alder. 15 år, men allerede på størrelse med en vel voksen mand. Hans mor plejede, med stolthed i stemmen, at sige, det ville ende med, han fik overarme på størrelse med et ungt ahorntræ. Han var gyldenbrun året rundt, havde lyst hår og lyseblå øjne. Landsbyens piger var allerede begyndt at sende ham lange blikke, mens de fnisende stak hovederne sammen og rettede på deres kjoler og hår. Hans bedste kammerat, Jonathan var små-jaloux på den opmærksomhed, pigerne gav ham, men han var selv fuldstændig upåvirket. Egentlig interesserede de ham ikke nævneværdigt. Ja, de kunne da være vældig kønne at se på, men de fleste var lige så larmende og irriterende, som hans lillebror. En eneste i landsbyen var som ham. Stille og betragtende. Pappi. Alle undgik hende af frygt for at blive smittet af djævleskaben og de besynderlige, tanker hun havde delt, som yngre. Ingen af de unge drenge tænkte på hende, som en mulig kæreste og slet ikke som en mulig hustru, men Benjamin syntes hun var den smukkeste pige han nogensinde havde set. Sjælden som den mest eventyrlige rose, med smukke, særlige, bedrøvede og kloge øjne. På den ene side virkede hun så forskræmt, som en jaget hare, men i korte glimt havde han også set noget helt andet i de smukke øjne. Stædighed, stolthed og kampvilje. Som fx den vinter, hvor hun skulle gå uden overtøj. Ikke en eneste gang slog hun armene omkring sig, for at holde varmen. Hun holdt hovedet højt og viste ikke det mindste tegn på, at hun frøs, trods de høje kuldegrader. Han respekterede hende og tænkte ved, at hvis et menneske kunne udholde så meget afsky og så mange prøvelser, hun havde været udsat for, så måtte hun være gjort af et ganske særligt stof.
Benjamin troede ikke på, at hun var mærket af djævelen. Han troede ikke på, at ét eneste menneske kunne være skyld i, at det ikke regnede en hel sommer, sådan at høsten slog fejl. Eller at hun kunne være skyld i, at indianerne blev set i området. De tanker holdt han ganske klogeligt for sig selv. Han var helt klar over, at det var farlige tanker. Han ville selv blive en af de udstødte, hvis han delte dem med nogen.
”Så er vi klar til at tage af sted til gudstjenesten”, sagde Benjamins mor. Alle var klædt i deres stiveste puds og var nu klar til at modtage Herrens velsignelse.
Netop, som Benjamin lukkede døren som den sidste, stødte han på sin kammerat, Jonathan. Han var som altid stort smilende og tog med en overdreven, bukkende gestus hatten af for Benjamin og familien og sagde:
”Godmorgen, på en helt ny og eventyrlig søndag”
De trak alle på smilebåndet. Den effekt havde Jonathan på de fleste. Selv om han snakkede i et væk, kunne Benjamin alligevel ikke lade være med at blive smittet af hans glade, underholdende væsen. Det var som om, at solens stråler varmede en anelse mere og fuglenes kvidren lød en kende smukkere, når den lille tætbyggede fyr var i nærheden. Med glitrende, mørke øjne, et let ustyrligt, krøllet hår og et smil, der syntes at fylde halvdelen af ansigtet, var han en skattet person i landsbyen.
Jonathan trak Benjamin lidt til side, vendte sig mod de tre piger der var på vej mod dem, og sagde lavmælt, da de passerede.
”Se lige Melissa. Er hun ikke bare den smukkeste… Sikke former”
Han sagde det lige præcis så højt, at pigerne ikke kunne undgå at høre ham, hvilket resulterede i, at Melissas ansigt blussede rødt og de 2 andre piger fnisede, mens de rettede på deres i forvejen perfekte fletninger. Typisk Jonathan. Næste uge, var det sandsynligvis en af de andre piger, han ville sige det samme om. Men trods de rosende ord fra Jonathan, var det Benjamin, som Melissas øjne hang ved. Det samme gjorde sig gældende for veninderne, Jane og Melanie.
”Hvordan gør du det?”, spurgte Jonathan, i et knapt så livligt tonefald, som han normalt brugte.
”De kan jo slet ikke få øjnene fra dig”
Benjamin lo og slog afværgende ud med hånden
”Sludder – du kan da ikke se, hvem af os de ser på." Men han tænkte i sit stille sind, at Jonathan havde ganske ret og at han var bekymret for, om Jonathans misundelse kunne ødelægge deres venskab. Det håbede han ikke.
Det var en smuk søndag. Foråret havde meldt sin ankomst og solen spredte sine livgivende stråler udover den lille landsby. Det var efterhånden en hel del år siden, de første nybyggere kom. Langsomt havde man bosat sig i de frodigste områder i Nordamerika og i fællesskab havde man skabt landsbyen, som blev kaldt Jackson Town, opkaldt efter den første nybygger, der ankom til området.
Landsbyen bestod af bjælkehuse. Hvert hus havde en primitiv kamin, som henholdsvis skabte varme og henholdsvis tjente som et vigtigt redskab i husholdningen. Byen lå i en lavning, der i et vist omfang skærmede for de kolde vinde i vinterperioden. Hver familie rådede over en lille mark til agerbrug og endnu en fælles mark til køer og heste. Øst for landsbyen løb Missouri-floden og mod vest kunne man se den store bjergkæde. Et perfekt område at etablere en by. Lidt malurt var der dog i bægeret. Indianerne. Den evige trussel. De hvide havde gennem årene, systematisk og effektivt fordrevet mange indianere fra området, men der var stadig vilde hedninge. Byens beboere frygtede og foragtede dem, trods den spirende samhandel gennem de sidste år.
'
Benjamin tjattede til Jonathan – og igen kom det muntre glimt i hans øjne. De travede småsnakkende afsted og befandt sig hurtigt for foden af bakken, der førte op til kirken. Den var stejl. Forpustet ankom de og satte sig bagerst til venstre på de lave, knirkende træbænke.
Gulvet bestod af piksten, der i sirlige formationer, dannede smukke mønstre, der sås fra det sparsomme lys, som trængte gennem de små vinduer, der var placeret i hver side af kirkens rektangulære rum. Lige bag det smukt udskårne alter var placeret et solidt kors, ligeledes udskåret af den fineste træsort, med en snilde, der var en kunstner værdig. En hvid løber, med sirlige blå kors broderinger, pyntede det smukke alter, hvor to solide alterlys allerede stod tændt i hver sin ende.
Benjamin valgte bevidst sin siddeplads. Herfra kunne han se ryggen og venstre profil af Pappi. Hun sad helt stille i den smukke lyseblå kjole, med hovedet bøjet. Det var kun i korte glimt, Benjamin havde set hende udenfor kirken. Hun holdtes mest inden døre og når endelig hun bevægede sig udenfor med sin lille hund, så var det som et forskræmt dyr, der ilede gennem byen med nedslået blik, for at komme ud på engen eller ned til floden for at hente vand.
Søndagen var som alle andre, bortset fra én hændelse, der skulle vise sig at blive starten på en ny tid.
Der blev sunget, de modtog velsignelsen og der blev bedt for landsbyens befolkning, akkurat som sædvanligt, men derefter tog søndagen en drejning, der skabte både uro, vrede og senere bestyrtelse blandt folk.
Præsten sagde: ”Da Mr. Brighton i går var på jagt, nord for den nordligste ager, så han indianere. Der var 4 på hesteryg.”
Folk begyndte straks at snakke indbyrdes, flytte uroligt på sig og rykke tættere sammen i de små familier.
”STILLE” rungede præstens stemme.
Han holdt en kunstpause og stod i sin mægtighed, med hovedet svagt hævet og skuede ud over sin menighed:
”Vi må være fornuftige og ikke gå i panik. Det her er endnu en af Herrens prøvelser og vi kender alle årsagen til, at borgerne i Jackson Town igen og igen må finde sig i hedningenes tilstedeværelse. Byen er i fare.”
Igen holdt han en kunstpause og vendte sigende blikket i retningen af Pappi.
Alles øjne gled samme vej. Hun klemte sig endnu længere ind mod kirkens træ væg i håb om, på en eller anden måde, at kunne blive opslugt, mens blikket var stift rettet mod gulvet.
”Vi vil bede i fællesskab – I fællesskab vil vi uddrive djævelen.”, sagde præsten med en autoritet i stemmen, man sjældent havde hørt.
”Pappi! Kom her op”
Hun begyndte at ryste, det her lovede ikke godt. Modstræbende rejste hun sig og gik med langsomme skridt og stadigt bøjet hoved, mod sin far. Her standsede hun med bankende hjerte.
Han vendte hende brutalt og trak hendes hoved bagover, så hun nu stod med ansigtet mod menigheden.
”Se, se hvordan hans mærke stadigvæk håner os og kaster ulykke over vores by. Se hvordan denne pige har ham boende i sig. Vi må og skal tage strengere redskaber i brug. Djævelen er stærk, men GUD er stærkere!”
Nu var hans stemme efterhånden en råben. Menigheden nikkede samstemmende, om end beklemte og afventende.
”Klæd dig af Pappi”, rungede han.
Nu hørtes der forskrækkede gisp fra rækkerne. Flere tog hånden foran munden og iagttog forskrækket scenariet. Det her var alligevel en befaling, de aldrig havde hørt fra præstens mund.
Pappi stod fuldstændig lamslået. Hun vendte blikket mod sin mor i en tavs, naiv appel om hjælp. Moderens mund var kun en tynd streg og hendes øjne var udtryksløse. Pappi foretog sig intet. Hun var som lammet.
”KLÆD DIG AF”, gjaldede han igen.
Pappi vendte sig langsomt og lod sit blik finde sin fars. Hun veg forskrækket tilbage. Der var intet andet end ondskab i hans øjne – og måske noget, der lignede skadefro. Hun stod stadig ubevægelig. Alt for chokeret til at handle. Alt for chokeret til at tænke. Som i en døs, så hun sin mor komme, nærmest marcherende, op til alteret, for derefter, ganske systematisk at fjerne Pappis tøj. Stykke for stykke blev hun klædt af, hvorefter tøjet blev lagt i en sirligt sammenfoldet bunke på den forreste bænk til højre. Til sidst stod Pappi helt nøgen foran hele menigheden, mens hun panisk forsøgte at dække de spæde bryster og skød med arme og hænder. Aldrig i sit liv havde hun følt sig så ydmyget. Tårerne pressede på. Hun kunne høre blodets susen i ørene. Hjertet slog så hårdt og hurtigt, at hun følte sig helt svimmel. Virkeligheden var for grusom til, at den kunne være sand, men det VAR sandt. Hendes indre var et kaos, alle alarmklokker ringede. Det eneste ord hun havde i hovedet var: FLYGT, FLYGT, FLYGT. Panikslagen lod hun endnu engang blikket søge sin mors. Hun havde sat sig tilbage på bænken og lignede en unaturlig bleg statue der ventede, med hænderne foldet i skødet. Langsomt resignerede Pappi. Hun kunne ikke flygte, hun havde ingen hjælp. Hun måtte overgive sig til sin skæbne, men en ting ville hun ikke. Hun ville ikke give sin far og resten af byen den tilfredshed, at være svag. Hun ville ikke knække for øjnene af dem. Tårerne gemte hun til natten, når hun lå alene i sit kammer, omfavnende sin pelsede lille ven. Med et beslutsomt drag om munden fastlåste hun blikket på en knast i kirkens bygningsværk. Så forsøgte hun, at lade tankerne glide ud til engene med alle blomsterne, mens hun bad den forbudte bøn i sit indre. Hun gjorde sig klar.
”Se på djævelens værk. I sin nøgenhed vil vi nu uddrive al ondskab – og i morgen vil mærket være forsvundet. Det tydelige tegn. Et symbol på vor Herres tilgivelse. Endelig vil vi kunne leve i fred og tryghed for rødhovederne, hedningene. Endelig vil ingen naturkatastrofer ramme vores by. Endelig vil vi blive belønnet, med mætte maver, sang og glæde ”
Langsomt, myndigt og stålsat begav præsten sig om bag alteret, hvor det solide reb var gemt. Derefter gjorde han tegn til Mr. Brighton om at komme ham til hjælp. De bandt rebet om Pappis ene håndled. Derefter trådte Mr. Brighton op på kirkebænken og slyngede tovet over den forreste bjælke i kirkerummet. Nu trak både præsten og Mr. Brighton i tovet, så Pappi til sidst dinglede uden fodfæste, hvorefter de bandt den anden ende af rebet om hendes andet håndled. Præsten trådte et skridt tilbage og betragtede tilfreds den første del af ceremonien. Mr. Brighton spurgte beklemt, om præsten skulle have hjælp til mere. Præsten rystede på hovedet, gjorde en afværgende, let irriteret bevægelse med hånden, som for at fjerne en bi, der havde leveret den honning, han befalede og nu var overflødig. Derefter gik han med langsomme skridt mod alteret, for at synliggøre den pisk, som sædvanligvis blev brugt til hestene. Han præsenterede den med fremstrakte arme og sagde med høj ryst:
”Dette er Guds befaling. Gud handler gennem mig. Gennem mig skal Guds ord blive lov. Fold hænderne, kære godt folk og bed sammen med mig. Bed til jeres Gud. Bed for, at min datter endelig giver slip på den djævel, som har besat hende”
Der var bomstille i kirken. Alle sad med store øjne og så til med en blanding af bestyrtelse og ærefrygt. Benjamin troede ikke sine egne øjne. Han havde den største lyst til at flå pisken ud af præstens hænder. Han havde lyst til at fjerne de snerrende bånd fra Pappis håndled og havde lyst til at dække hendes alt for tynde krop til. Han havde længe haft tvivlende tanker om præsten, men nu var han helt sikker i sin sag. Manden var gået fuldstændig fra forstanden – og det samme gjaldt resten af landsbyens befolkning. Selv Pappis mor!
Det første slag ramte Pappis ryg med en svirpende, uvirkelig lyd. Hun bed tænderne sammen og gennemlevede smerten i tavshed. Kroppen dinglede rundt før endnu et pisk ramte, tværs over maven. Næste slag ramte hendes baller og senere kønsdelene. Hun forsøgte at klare torturen med løftet pande i tavshed, men til sidst måtte hun give op. Et skrig af smerte fyldte kirkerummet, mens hun mærkede urin, der strømmede ned ad benene. Systematisk sørgede præsten for, at pisken efterlod det ene røde, opsvulmede, blødende mærke efter det andet. Over alt på hendes magre, forsvarsløse krop, dannede sig et mønster, der vidnede om en afstraffelse, der gik fuldstændig over gevind. Hans øjne var vilde og euforiske, nærmest maniske. Efter hvert piskesmæld, efterfulgt af Pappis skrig, råbte han:
”Luk djævelen ud – Luk djævelen ud” og menigheden faldt samstemmende i, som et fælles mantra, som en fælles bøn til deres Gud, der retfærdiggjorde den forfærdelighed, der skete lige for øjnene af dem. Til sidst kom det nådefulde mørke og Pappi blev helt stille.
Benjamins hals snørede sig sammen. Det indestængte protestskrig, truede med at undslippe de sammen knebne læberne. Han låste vantro blikket på Pappis livløse krop. Surrealismens kvælende stank syntes at fylde hans næsebor, der vibrerede voldsomt, i takt med den unge mands anstrengte vejrtrækning. Rummet begyndte at snurre og han tvang sig til at lukke øjnene. Netop i det øjeblik lød der et gjaldende råb. Nærmest som et nødråb:
”STOOOOP!!!!!”
Det var Pappis mor, der råbte af sine lungers fulde kraft. Hun stod nu i midtergangen foran scenariet, fuldstændig lamslået og forfærdet over den ekstreme grusomhed, hendes mand udviste. Aldrig havde hun sat sig op imod ham før. Aldrig havde hun vovet at sætte spørgsmålstegn ved djævlens mærke. Han var præst. Hun var ubelæst. Han var mand. Hun var kvinde. Men nu…. Nu var hun kun mor og Pappis liv var i fare.
Præsten stoppede forvirret, stadig med armen og pisken løftet over hovedet, helt klar til næste slag. Sagde hans kone ham imod, foran hele landsbyen? Hvor vovede hun at sætte spørgsmålstegn ved Guds ord. Gud som talte gennem ham. Han var et med Gud den almægtige i denne handling og det betvivlede hun!
”Stop", gentog Pappis mor hviskende. ”Du slår hende ihjel”